Danish Cricket Yearbook 2007

DANSK CRICKET - ÅRBOG 2007 15 gærde. Danmark 46/10 (M. Khan 2, Z. Shah 2, F. Kleissel 13, R. Mahmood 5, L. Boldt 2, A. Ahmed 4, R. Ahmed 1, M. Navabi 0, K. Blumenau 0, M. Petersen 1, M. Arshad 0* . Holland 43/1 . En meget uheldig turnering for det danske u-19 landshold, men det er vigtigt at huske at disse drenge ikke har fået den optimale træning op til sådan en turnering. Dette undskylder selvfølgelig ikke indsatsen og resulta- tet, men hvis vi skal konkurrere med de andre nationer, er vi nødt til at træ- ne mere. Det behøver ikke at være træning på græspitchen, selv om det ville være rart, men vi er simpelthen nødt til at spille mere sammen som et hold. Nogen af spillerne kender dårligt nok hinanden, og 2 samlinger inden man skal ud og repræsentere Danmark i en EM turnering, er bare ikke nok forberedelse. Hvis man kunne få flere træningssamlinger med hele truppen og have koblet to faste trænere på fra starten af, så er jeg sikker på, at resultaterne så småt vil komme. Man kan ikke byde hverken trænere eller spillere sådan en forberedelse og så have forventninger. Til sidst vil jeg gerne benytte denne lejlighed til at takke spillere og mana- ger Jörg Krüger for en hyggelig tur. Af Jørgen Jønsson Uden at ville male en vis herre på væggen, bliver danske cricketledere nødt til at se i øjnene, at alarmklok- kerne i dansk cricket lige nu ringer temmelig højlydt.. Medlemstallet falder år efter år, og tallet der lige er blevet registreret i DIF, viser at cricket i år har tilba- gegang på over 10 %. Vi nærmer os hastigt den grænse, hvor vi som special-forbund ikke mere vil være ”fuldgyldigt” medlem af Danmarks Idræts – Forbund. Nu er det ikke kun i cricketsporten, man oplever at specielt de unge i stigende grad vender ryggen til den organiserede idræt. Dansk idræt har det sidste år mistet omkring 10.000 unge i alderen 12-18 år. Hvis vi ikke går i gang med at gøre noget drastisk i bestræbelserne på at få stoppet denne udvikling, kan vi risikere, at cricket som et selvstæn- digt forbund, om 10 år ikke mere er at finde blandt Danmarks Idræts–For- bunds ca. 60 specialforbund. Foreninger og forbund bliver nødt til at tænke i alternative baner og prøve at skabe nye og mere målrettede til- bud til de unge. Undertegnede gjorde for nylig et forsøg i et debatoplæg, at få cricketledere i tale, men kun en person – en velkendt ældre cricketle- der – følte sig kaldet til at ytre sig. Var det en ide, at fx juniorerne spil- lede Twenty-Twenty i farvet tøj på hverdage i København og i Jylland i højsommeren? Skal cricketspillet hos teenagere kombineres med noget fitnessundervisning/træning, som åbenlyst tiltrækker de unge og hvor fitnessbranchen stormer frem? Når man hører og læser hvad de unges forklaringer er, når de holder op med den organiserede idræt, er det for manges vedkommende med konklusionen, at man efterhånden er kørt træt med al den træning og at søndagene altid er optaget af idræt, og at man brugte for meget tid, og så er det lige pludseligt ikke så sjovt. Spørger man de unge hvad der kunne få dem til at blive i idrætten, så er svarene lige fra at være mindre seriøse til nogle tilbud, som direkte er rettet til de næstbedste. Der er ledere der mener, at man i idrætsforeningerne og forbundene ikke i tilstrækkelig grad har skabt tids- svarende tilbud til den gruppe unge, som ikke altid har de høje ambitioner om at komme helt op i eliten. En forskningsleder i idræt udgav for et par år siden en rapport om ”Nye tider og nye foreningsformer”, hvor han gjorde det klart, at foreningslivet til en vis grad bliver nødt til at vende den traditionelle foreningskultur lidt på hovedet, hvis målsætningen sta- digvæk vil være at få fat i de unge. Jeg ved, at der er gjort meget de sidste par år i satsningen på at få de helt unge til at interessere sig for cricket. Mickey Lund er en ”guldfugl” for forbundet. Han arbejder utræt- teligt med at få flere unge til at dyrke spillet, og han har vel efterhånden været ude i alle krogene i de danske klubber, med masser af tilbud og oplevelser i sjove stævneformer. Men når det gælder om fastholdelse, så er det meget vigtigt, at klubberne afsætter - jeg var lige ved at sige alle deres ressourcer – egnede ledere, ildsjæle, få forældre, der vil hjælpe med transport og andre ting i gang - Men den svære gruppe i alderen 15 -18 år, hvad med den? Har vi spurgt dem, hvordan de mener deres idræt – kampe og træning – skal afvikles? Er der plads og kræfter til nytænkning med denne gruppe? Tiderne er skiftet. Den klassiske 8-16 arbejdsmodel har også ændret sig. Hvis vi ikke gør et ihærdigt forsøg, så vil medlemstallet om 3-4 år måske nærme sig 1000.. Skal vi tilbage til en roadshow koncept ?