Danish Cricket Yearbook 2011

som er kendt for eksplosivt gærdespil. Banen er meget lille og lynende hurtig, og som nævnt er der tale om en sportsklub med imponerende faciliteter. Jeg vandt igen lodtrækningen, og vi gik endnu en gang til gærdet først. Mest af alt i håbet om, at vi ved at score en god total kunne få lidt selvtillid på kontoen. Desværre skete der igen lidt af en katastrofe, og vores toporder blev mildest talt ”blæst væk” af et meget disciplineret og energisk PNG-hold, der igennem støtte fra ICC er blevet mere eller mindre fuldtidsprofessionelle (lidt research blandt deres spillere viste, at hvis man lagde månedslønnen fra de fem ”voksne” på vores hold med fuldtidsarbejde sammen, ud- gjorde beløbet langt mere, end hvad samtlige spillere i deres trup modtog i løn – så de går således lidt længere på en ICC-dollar i PNG, end vi gør i Danmark!). De eneste af vores, som formåede at gøre en smule modstand var Martin Pedersen (17), Bobby Chawla (26) og Aftab Ahmed (39), og havde det ikke været for dem, var vi aldrig nået op på vores 112 point. PNG battede let over for tabet af et gærde på 23 overs. Den sidste puljekamp bød på Oman, som vi to gange tid- ligere har spillet mod (i Irland 2005 og Sydafrika 2009). Vi kendte til flere af deres spillere og vidste, hvor eks- plosive de kunne være. Samtidig blev deres kasteangreb primært udgjort af spinnere, som tidligere har vist sig at være det, vi har sværest ved at håndtere. Vi havde dog alle et ønske om at få lidt oprejsning efter de halvsløje kampe, vi havde spillet. Jeg tabte lodtrækningen, og vi blev sendt til gærdet igen på Kowloon. Undervejs i vores 181 for 10 på 48 overs etablerede vi (igen) små partners- hips, men som tidligere i turneringen formåede vi aldrig at fuldføre arbejdet og nå de helt store individuelle sco- rer. Vi var i en god position med 104 for 3, men oplevede så desværre igen et mindre kollaps i midten mod Omans spinnere. Slutningen bød på noget underholdende gær- despil fra Bashir Shahs side med 34 hurtige point. Carsten Pedersen (53), Rizwan Mahmood (33) og Frederik Klokker (20) var de andre som primært bidrog til totalen. I marken blev vores kastere bogstavelig talt ”hamret” væk fra bold nummer 1, og Oman nåede de nødvendige 182 for 6 gær- der på kun 25 overs! Deres tre første gærdespillere lavede henholdsvis 51 (på 17 bolde!!), 17 (7 bolde) og 54* (57 bolde), inden vi fik set os om. Det var egentlige ikke fordi, jeg synes, vi kastede skidt, de havde bare besluttet sig for at forsøge at lave pointene hurtigst muligt i håbet om at forbedre deres run rate mest muligt. Det ene sving med battet var større end det andet, og når de ramte bolden, skulle der ingenting til for at lave grænseslag på den lille bane. Samlet set gav kampen os først og fremmest selvføl- gelig endnu et nederlag, men der var flere positive ting, vi kunne tage med videre. Vi fik endelig scoret bare lidt point, og i marken tog vi de chancer, vi fik. Specielt det sidste var vigtigt for os, idet vi vidste, at vores afsluttende placeringskamp (5.-6. pladsen) skulle spilles på Mission Road, hvor markspillet kunne blive afgørende. Resultaterne fra de andre kampe gjorde, at vi skulle møde USA i vores placeringskamp, mens Oman og Italien skulle spille om 3.-4. pladsen, og Hong Kong og PNG skulle spille finalen. Vi blev endnu en gang mødt af meget uinspire- ret amerikansk hold, som i endnu højere grad end i for- bindelse med vores første møde ikke havde planer om at arbejde for sagen. Vi ønskede en god afslutning på turen, hvilket en sejr netop ville give os. Jeg vandt lodtræknin- gen og valgte at batte først til stor misfornøjelse for deres anfører. Han bebrejdede mig egentlig ikke, men det var samtidig tydeligt, at han ikke ville blive populær i hans lejr, hvilket han højlydt gav udtryk for. Det gav mig dog bare et smil på læben, idet jeg oplevede stor jubel fra mine holdkammerater. Vi var opsatte, kendte banen og modstanderen, og vi fik muligheden for at diktere kam- pen ved at batte først. Alt det, som vi havde snakket om så mange gang med hensyn til vores gærdespil, gik op i en højere enhed, og vi sluttede med 240 for 6 gærder på vores 50 overs. Frederik Klokker battede igennem vores halvleg for sine 101*, det meste af tiden sammen med Carsten (59), mens jeg selv bidrog med 30 points, Troels Thøgersen med 10 og Aftab Aftab Ahmed med 10 til to- talen med nogle hurtige point til sidst. Vi battede præcist, som vi gerne ville – tålmodigt og med gærder i behold for så at forcere til sidst. Den lille interesse, som ameri- kanerne havde haft i kampen fra start, blev efter vores halvleg endnu mindre, og der var flere højlydte skænde- rier blandt spillere og ledere. Alt sammen til vores store fornøjelse. Vi snuppede de første 9 af deres gærder for 105 point, hvorefter de sidste to gærdespillere havde et partnership på 51 point. Umiddelbart slap vi taget om kampen en smule, men det skyldtes nok mest af alt den fysiske træthed som følge af de mange kampe på få dage, samt amerikanernes elendige indstilling. Personligt følte jeg dog på intet tidspunkt, at sejren var i fare. Vi kastede disciplineret, fieldede godt og bakkede hinanden op. Alt det, der havde været vores plan at gøre inden turnerin- gen, men som desværre kun lykkedes os i de to kampe mod USA. Generelt sad vi efter turneringen tilbage med en fornem- melse af, at vi aldrig rigtig kom op i gear. Vi viste moment- vis virkelig gode takter både individuelt og som hold, men det var lidt som om, at det aldrig helt klikkede for os. Vi måtte sande, at vi havde lidt problemer med at tilpasse os til græspitchene, når de ikke helt spillede, som vi havde forventet. I de tilfælde, hvor det lykkedes os, gjorde vi det virkelig godt, mens vi havde store problemer, når vi ikke følte os hjemme. Personligt synes jeg dog, at der var me- get mere positivt end negativt at tage med fra turnerin- gen, hvor vi stillede med mange nye navne i landsholds- regi. Disse nye spillere har unægtelig, lige så vel som vi har som hold, lært en masse af turen. Jeg vil gerne sende en stor tak til alle danske spillere og officials, der var med, for en god tur. Det kan godt være, at det ikke gik, som vi havde håbet, men jeg er sikker på, at vi inden længe vil få succes med landsholdet. Potentia- let er der uden tvivl, og vi skal efter min mening bare lære lidt mere om vores egne evner og begrænsninger, og ikke gøre spillet sværere end det er. Sæsonen 2012 vil være et fantastisk godt tidspunkt at starte med de muligheder, den bringer! Bashir Shah bowler I 17 I DANSK CRICKET ÅRSSKRIFT 20 11