Danish Cricket Yearbook 2018

Herning Cricketklubs tidligere formand Folmer Christi- ansen døde den 19. september 2018 i en alder af 79 år. Folmer Christiansen blev født i Nykøbing Mors og lærte at spille cricket i den lokale klub. Det blev til et danmarks- mesterskab for juniorer i 1956 og adskillige seniorkampe på de stærke Nykøbing Mors hold, hvor der i 1950’erne og 1960’erne kunne være flere hundrede tilskuere til 1. holdets kampe på Ørodde. Folmer Christiansen blev udlært i en lokal trælasthandel i Nykøbing Mors og blev boede på øen indtil 1968. På det tidspunkt var det almindeligt, at de yngre morsingboer fraflyttede på grund af de begrænsede jobmuligheder. Således også for Folmer Christiansen, som sammen med sin kone Kirsten, rykkede teltpælene til Herning, da Fol- mer fik ansættelse som disponent og senere prokurist på Lind Trælast. Herfra er der nærmest tale om dansk crickethistorie. Den udadvendte, charmerende og garderhøje Folmer Chri- stiansen meldte sig ind i den noget kriseramte Herning Cricketklub, som fristede en tilværelse i de lavere rækker. Folmer blev formand for klubben, som i de efterfølgende mange år arbejdede sig op til at være en af de førende danske cricketklubber både på ungdoms- og seniorsiden. Der var god hjælp fra fru Kirsten Christiansen, der som regnskabsfører for 1. holdet fulgte sin mand i tykt og tyndt, samt ungdomslederen Ivan Thomsen, som blandt andet fandt en række talentfulde brødrepar med efter- navnene Krogh Andersen, Jensen og Pedersen. De lokale spillere blev suppleret med tilrejsende spillere fra blandt andet Esbjerg (fx Peer Jensen, Lejf Slipsager og Torben Nøhr) og hjembyen Nykøbing Mors (fx Morten og Lars He- degaard Andersen), hvilket var medvirkende til, at Folmer i visse cricketkredse fik kælenavnet ”Folmer Fyldepen”. Heldigvis havde Kirstens og Folmers egen søn også flair for cricketspillet. Mogens Christiansen kom på landshol- det som en hårdtslående venstrehånds åbningsgærdespil- ler og var i mange år en nøglespiller for Hernings hold i Elitedivisionen. Formand Folmer Christiansen var ikke kun koncentreret om at sikre medaljer og pokaler til Herning Cricketklub. Der var også overskud til at påtage sig andre lederopga- ver i blandt andet Foreningen Danske Idrætsveteraner, cricketklubben FUN (Foreningen af Udenøs Nykøbingen- sere) og Dansk XL/Forty Club. Folmers enestående arbejde som frivillig leder har udmøntet sig i blandt andet føl- gende anerkendelser: Årets Idrætsleder udpeget af Her- ning Byråd (1996), Danmarks Idrætsforbunds Ærestegn (2000), æresmedlem af Dansk Cricket-Forbund (2003), æresmedlem i SGS (Still Going Strong), Hollands Forty Club (2005) samt ICC’s Life Time Award (2009). Folmer Christiansen er en af de mest betydningsfulde ildsjæle, som dansk cricket har haft. Herning Cricketklub og Dansk Cricket-Forbund har mistet et fyrtårn i såvel fy- sisk som ledermæssig forstand. Thomas Kentorp FOLMER CHRISTIANSEN in memorandum Æret være Folmer Christiansens minde I 31 I DANSK CRICKET ÅRSSKRIFT 20 18

RkJQdWJsaXNoZXIy NDg4Mzg=